Warning: "continue" targeting switch is equivalent to "break". Did you mean to use "continue 2"? in /var/www/lovinaspirit.com/public_html/wp-content/plugins/cf7-polylang/admin/class-cf7-polylang-admin.php on line 92
Er du nærværende i dit liv? Tjekker du ud eller tjekker du ind?
0046 761885600 / 0045 61653359 lovinaspirit@gmail.com

Er du nærværende i dit liv? Sikke et mærkeligt spørgsmål hva? Men de seneste år har jeg stillet mig selv dette spørgsmål oftere og oftere. I bakspejlet kan jeg se, at jeg ofte har haft min bevidsthed et sted ude i den nære eller fjerne fremtid som i fx. hvornår skal vi gøre dit og hvornår skal vi gøre dat og ikke været helt nærværende nu og her.

Jeg har haft en tilgang der hed at være forud for tiden i stedet for rent faktisk at nive mig selv i armen og være nærværende og tilstede nu og her. Nu, vil jeg ikke ligefrem kalde mig nærværens mester, men jeg er efterhånden ved at lære, hvornår jeg er på vej til at checke ud af mig selv og befinde mig et sted ude i fremtiden og ikke være nærværende.

Manglende nærvær – middagen og møgfald
For det som er hele pointen er, at jeg misser nuets små mirakler, når jeg har skemalagt og planlagt alt. Jeg misser at se det, der sker mellem linjerne og nyde livet nu og her, hvis jeg konstant har fokus på, hvor jeg skal hen, eller hvordan jeg får den næste dag til at hænge sammen. Et klassisk eksempel fra min hverdag har været, at ‘jeg bare lige skal have lavet maden til ungerne’ og så kunne jeg ligesom lave en ‘tick off’ på den.

I mellemtiden havde jeg checket ud af mig selv, og der skulle intet til at få bægeret til at flyde over. Kiggede min kæreste på mig på den forkerte måde, når han kom hjem, så fik han et møgfald, der gjorde, at han ikke havde lyst til at spørge til mig i et par dage. Mit manglende nærvær havde store konsekvenser for min familie, så nu arbejder jeg på at være mere nærværende, så vores familie og især mine børn mærker, at jeg kan være her og nu.

Nu tænker du måske, at så slemt kan det da ikke være? Men jo det synes jeg. Kald det at tjekke ud eller ikke være nærværende… det vigtige er, at vi er obs på, hvor vores tanker flyder hen, og at vi får flyttet vores fokus fra hovedet ned i vores smukke krop.

Mine tricks for at være nærværende i mit liv

  • når jeg vågner om morgenen så mærker jeg min krop et kort øjeblik. Jeg siger godmorgen til den inde i mig selv. Det er nemlig min krop, der skal bære mig hele dagen, og derfor vil jeg gerne hilse den godmorgen
  • når jeg har meget at se til, så stopper jeg op og forsøger at trække vejret helt ned i maven. Det hjælper mig at fjerne fokus fra mit hovede, hvor alting kører 5 gange så hurtigt, som hvis jeg trækker vejret dybt ned i maven
  • jeg sørger for ikke at overbooke min kalender, så jeg hele tiden har tid til at være i nuet og mærke efter
  • jeg sørger for at tjekke ind i mig selv mindst et par gange om ugen med en healende mindfulness cd

Derudover arbejder jeg på at blive bedre til at sige undskyld, hvis jeg blandt andet har overfuset nogen i familien.

Ikke nærværende og verdensmester i at please andre
Ja det var mig i en nøddeskal. Jeg stod altid klar til at hjælpe og havde aldrig problemer med at lægge mine egne planer om for at de skulle passe ind i andres. Ja det er jo ikke andres skyld at jeg vælger at være 100 % tilgængelig hele tiden og en rigtig pleaserrumpe haha.

Det tog tid og en del erkendelser i mit mentorforløb hos Zanne Otilia at indse, at det ikke gjorde mig godt at bruge livet på at please og tilpasse mig andre. At mærke efter hvad jeg ville, og hvad jeg havde lyst til men ikke nødvendigvis havde behov for, var en helt ny verden for mig.

Fyrtårnet – mine egne behov
Da jeg forstod, at jeg ikke behøvede leve ud fra andres behov, men se til at udfylde mine egne behov først, så blev verden pludselig lidt kompleks. For hvad var mine behov? Hvordan skulle jeg kunne mærke mine behov? Svaret var at være mere nærværende. Jeg kan sammenligne det med, at jeg stille og roligt er begyndt at følge mit eget fyrtårn, som viser mig, hvor lyset er. Lyset er mine egne behov, som jeg mærker ved at være nærværende, og min krop fortæller mig, hvad den vil, hvis jeg har tid til at lytte.

Man kan være nærværende og planlægge i fremtiden
Det har været svært for mig at lure, hvordan jeg kan være nærværende og samtidig planlægge udi fremtiden med god samvittighed. Indtil en god ven sagde til mig, at det kan være dejligt at have noget at glæde sig til. For mig virker det at planlægge noget efter jeg har mærket, hvordan følelsen af det ville være. Er det en dejlig følelse, så kan jeg med god følelse i maven sætte et kryds i kalenderen. Sætter jeg bare et kryds i kalenderen for at have noget booket ind, så har jeg oplevet, at det alligevel ikke altid bliver til noget.

Jeg er stadig igang med at udforske det at være nærværende i mit eget liv, og selvom det kræver træning og tålmodighed, så er jeg taknemmelig for, at jeg får muligheden for at vælge nærværet til. Hvis du selv er klar på at udfordre nærværet, så kan jeg anbefale selvudviklingsprodukter til at kickstarte dit nærvær.

Hvis du vil vide mere om, hvordan jeg arbejder med at blive mere nærværende i mit liv eller har andre tanker, du vil dele, så kontakt mig gerne på lovinaspirit@gmail.com. Tak fordi du læste med :).