0046 761885600 / 0045 61653359 lovinaspirit@gmail.com

Jeg havde glædet mig til at sætte spejlet op på mit værelse. Det var et spejl i tre dele, vi havde købt i IKEA. Jeg tror, jeg var 15 år. Jeg synes, min far var langsom til at få sat spejlet op. Jeg gik ned i køkkenet for at høre, om han havde tid til at sætte det op nu.

Mit IKEA spejl gik i tusinde stykker
Min mor og far sad allerede ved køkkenbordet. De kiggede på mig begge to, da jeg stod i døren til køkkenet. Der var en mærkelig stemning. De bad mig om at sætte mig ved bordet.

Noget i mig sagde, at det havde jeg ikke lyst til. Jeg villle jo bare høre, om mit spejl kunne blive hængt op. Hængt op – ja det var næsten den følelse, jeg havde. At jeg blev hængt op til skue og alle kiggede på mig.

Skilsmisse – det sker altid for andre
De fortalte mig, at vi ikke skulle hænge spejlet op. Mine forældre skulle skilles. Jeg sad i chok. Tårerne begyndte at løbe. Det eneste jeg kunne tænke på var spejlet. At mit nye spejl aldrig ville komme op at hænge på væggen.

Det kunne ikke betale sig nu, hvor mine forældre skulle skilles. Av den gjorde ondt i hele kroppen – hjerte, mave, alting. Jeg løb ned på mit værelse og ville ikke tale med nogen. Det skete jo ikke for vores familie. Det skete altid for andre.

Usikkerhed og identitetskrise
Man kan let sige, at jeg blev chokeret, da mine forældre fortalte, at de skulle skilles. Alt blev anderledes. Min mor og jeg flyttede i lejlighed og min søster og far i rækkehus. Jeg var blevet teenager og var åbenbart en, der skulle prøve ting af i stedet for bare at høre om det.

Min usikkerhed jeg havde inden blev ikke mindre af, at mine forældre gik igennem en skilsmisse, jeg startede nyt gymnasie, og at jeg i det hele taget havde en identitetskrise.

Se min 15-årige pige i øjnene og give et kram
En identitetskrise som jeg nu indser har varet indtil for et par år siden. Det er nu idag, når jeg sidder og skriver dette, at jeg er klar til at lægge et plaster på det sår, der ikke har ville hele siden jeg var 15 år. Ikke for at det skal forsvinde, men for at jeg skal slutte fred med det.

Mest af alt for at jeg kan se den 15-årige pige i øjnene, give hende et kram og fortælle hende, at alt nok skal gå. Jeg kan mærke, at hun har fulgt mig. I min baglomme. Som en usikkerhed der dukker op en gang imellem, og det er altså lige nu.

Sårbarhed og usikkerhed i baglommen
Jeg tager hende i hånden og beder hende om at gå ved siden af mig i stedet for at gemme sig i min baglomme. Hun må gerne vise sig. Hun må gerne være udenpå. Det har min mentor lært mig. At være sårbar og usikker er en del af at være menneske. Desto mere jeg forsøger at gemme hende væk, desto mere vil hun rumstere.

Jeg siger ikke, at det var forkert af mine forældre at lade sig skille. Jeg er bare bevidst om, hvad det har betydet for mig – lige der – i mit liv. Jeg har skrevet dette for at få det ud af mit system. Fordi jeg på min gåtur i aften med hunden med snefnug i ansigtet mærkede, at det skulle jeg.

Hvis jeg kan vise dig, at mit knuste IKEA spejl viste mig vejen til min indre usikkerhed og sårbarhed som med tiden kan blive min styrke, så er vi vel kommet et stykke af vejen – synes du ik?

Tak fordi du læste med.