0046 761885600 / 0045 61653359 lovinaspirit@gmail.com

Af gæsteblogger A.E.

Minder hun dig om en du kender? Viennes spørgsmål kom bag på mig, da jeg midt i sorgen over at have mistet min højt elskede kat, Sne, prøvede at finde en mening med tabet. Svaret kom ikke lige til mig, og det var Vienne, der gjorde mig opmærksom på ligheden mellem Sne og mig selv.

Bange for alt og alle
Sne og hendes søskende kom til verden i mit skur, hvor jeg havde givet mad og husly til en trængende vildkat. Opsat på, at killingerne skulle have bedre kår, end deres mor havde haft, brugte jeg så meget tid som muligt på at gøre dem tamme og trygge. Intet bed dog på Sne.

Altid var hun på vagt og holdt sig bag sine søskende, gemte sig under alt hun kunne finde og sprang afsted som gjaldt det livet, hvis jeg rakte ud efter hende. Hun var bange for alt og alle, og det var tydeligt for mig, at der sad en dyb mistro i hende, som gjaldt alle andre end hendes mor og søskende.

En fast, men kærlig hånd
Skæbnen ville, at min tamkat måtte herfra, og jeg lod den lille familie flytte ind i huset, til stor tilfredshed for missemor og de to af killingerne. Sne gik helt i baglås over omvæltningen, og blev om muligt endnu mere sky og utilnærmelig. Jeg var klar over, at hvis Sne skulle trives og få et godt hjem, var der ikke andet for end at hjælpe hende, med en fast men meget kærlig hånd.

To gange om dagen lukkede jeg Sne og mig selv inde i et lille rum, hvor hun ikke kunne høre eller se de andre. Der sad jeg og ventede på hun tog kontakt, og der gik heller ikke længe, inden hun kom over og lå op ad mine ben, mens hun spandt højt og nervøst, fordi hun var bange. Men jeg var den eneste form for tryghed, der var tilgængelig.

Træningen gav pote
Lidt efter lidt begyndte træningen at give pote, og Sne spiste efterhånden i mit selskab og lod mig røre hende mere og mere. Hendes spinden blev afslappet og rolig, vi legede, og hun kom selv og lagde sig op hos mig. Lige så stille blev hun tryg nok til, at vi også kunne være sammen i resten af huset, sammen med de andre.

Faktisk blev Sne den mest kælne og sociale af de tre killinger, og den der opholdt sig mest hjemme. Når hun kom ind, kaldte hun højt, til hun fandt ud af, hvor jeg var, for derefter at putte sig ind til mig og vi begge kunne give os hen og nyde nærværet.

Sne spejlede mig
I dag er jeg ikke i tvivl om, at Sne var her for at vise mig, hvad jeg selv har gennemgået.  Helt fra jeg var lille, nærede jeg mistro til andre, og jeg var i mange år meget hæmmet af social angst. Jeg var bange for nye og ukendte ting, havde svært ved at stole på andre, og gemte mig bag mennesker jeg kendte, når jeg kunne komme til det.

Livet var svært på den måde, og jeg blev hen ad vejen klar over, at der var en kamp, der skulle kæmpes, hvis jeg skulle trives og finde nærvær. Fordi jeg mødte de rette mennesker, der holdt ved og hjalp mig med faste og kærlige hænder, og fordi jeg selv ville, har jeg i dag meget lettere ved at være social og håndtere nye og ukendte ting. Og ikke mindst har jeg i dag mennesker i mit liv, som jeg stoler på og kan føle nærvær med.